Kom i praktik
som CEO

 København, 17. feb.

Lad os være ærlige. Snild er et lille team, og CEO kan føles som et stort ord i vores sammenhæng. Derfor har vi valgt at slå stillingen op som en praktikplads. Med løn vel og mærke. Og gode chancer for at blive fastansat og partner efter endt praktikperiode. Er du interesseret – men ikke i praktik, er du stadig velkommen til at række ud. 

Om Snild

Snild er et kreativt studio, der hjælper brands med at fortælle deres historie, så den bliver set, hørt og mærket. Det gør vi ved at være et agilt og erfarent setup med stærke kompetencer inden for design, kampagner og oplevelser. Til trods for størrelsen er vores drømme store. Og nej, det handler ikke om at bygge branchens næste imperium. Vores mål er at skabe ambitiøse løsninger, en kernesund forretning og en sjov arbejdsplads. 

Om praktikpladsen

Som praktikant hos Snild vil du stå i spidsen for at udvikle vores bureau og forretning. Vi forestiller os samtidig, at du er med til at tegne bureauet udadtil. 

Dine primære praktikopgaver:  

  • Udvikle Snilds kundebase og drive nye forretningsmuligheder.

  • Lede større projekter og optimere ressourcefordelingen.

  • Skærpe bureauets profil og værditilbud.

  • Bidrage til en inspirerende arbejdskultur.

Om dig

Vi har ikke et klart billede af, hvem du er, eller hvilken baggrund du har. Faktisk føles det lidt som et afsnit af Sporløs – bare uden spor. Vi forestiller os, at du har flere års erfaring inden for kommunikations- eller designbranchen. Men vi kan tage fejl. Én ting er dog sikker: Hvis du er den CEO-praktikant, vi leder efter, vil vi møde dig med åbne arme.

Vi tilbyder

Vi tilbyder et kreativt miljø med gode muligheder for både personlig og faglig udvikling – i tæt samspil med flinke og engagerede kollegaer. Samtidig lægger vi vægt på et meningsfuldt og afbalanceret arbejdsliv.

  • Mulighed for at være med på en spændende vækstrejse.

  • En arbejdsplads, hvor originale løsninger, høj arbejdsglæde og en sund forretning er målet.

  • Et kreativt startup-miljø med ambitiøse og dygtige kollegaer.

  • Frihed til at forme et bureau – uden at skulle starte fra bunden.

Løn & vilkår:

  • 30-37 timer/ugen

  • Løn og pension

  • Praktikperiodens varighed aftales i fællesskab.

  • Gode muligheder for fastansættelse og partnerskab.

Sådan ansøger du

Send din ansøgning til karriere@snild.studio eller skriv en personlig besked på LinkedIn. Alle henvendelser behandles fortroligt. Vi holder samtaler løbende og håber at besætte stillingen i løbet af foråret.

Har du spørgsmål så kontakt Kristoffer Gandsager, Creative Director på: kristoffer@snild.studio eller tlf: 23 83 70 21.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Kontor